Alt det praktiske
Hvor finder jeg klinikken?
Klinikken ligger midt i Hillerød på hjørnet af Frederiksgade og Hostrupvej i ’Huset for Sundhed og Balance’ – næsten lige ved siden af SlotsArkaderne.
Uanset om du har bestilt en tid til individuel terapi, eller om I kommer i parterapi eller familieterapi, så skal I tage plads i receptionen, hvor jeg kommer ud, og henter jer til den aftalte tid. Hvis hoveddøren er lukket, når I kommer, så tryk på ’Sundhedscenteret’ på dørtelefonen, vent nogle sekunder og gå derefter op på 1. sal og tag plads i venteværelset.
Hvis I kommer i bil kan I parkere gratis i 1 time med p-skive på parkeringspladsen lige nedenfor bygningen. Er jeres besøg længere end 1 time har jeg parkeringsbilletter I kan få, så I kan benytte parkeringen længere.
Klinikken ligger 10 min. gang fra Hillerød station, og der er også et busstoppested lige udenfor døren. Det er let at komme til fra København og det meste af Nordsjælland med både bus og tog. Du kan finde en rutevejledning her.
Hvordan foregår en terapisession?
Det er samtalen mellem os, der udgør en terapisession. I den første samtale vil vi primært afklare, hvad du ønsker at opnå ved at gå i terapi, samt få sat rammerne for vores samarbejde. Samtalen tager altid udgangspunkt i det, der fylder mest for dig lige nu, og gennem både samtalen, stilheden, små øvelser og opgaver, vil jeg hjælpe dig med at se dine mønstre og livstemaer, så vi har mulighed for at arbejde med dem. På denne måde bliver hver session tilpasset netop dine behov, og vil også være forskellig fra hinanden, ligesom behovet for antallet af sessioner også vil variere fra person til person.
Hver session afslutter med en lille opsamling og nogle gange også en lille hjemmeopgave. Det er også her vi aftaler, hvad det videre forløb skal være. Inden du går, betales der for sessionen. Du kan læse mere om betaling og hvad det koster her.
Hvad er formålet med terapi?
Min opgave er at hjælpe dig med at forholde dig til det, der er svært, give viden og vejledning og yde støtte i processen. For at kunne omsætte terapien fra vores samtaler til en aktiv del af dagligdagslivet, kræver det din indsats. Det overordnede formål med terapien er, at du opnår psykisk sundhed og balance, som sætter dig i stand til at tage styringen i dit liv, og dermed opnå mere frihed og uafhængighed i hverdagen.