fbpx
Skip to main content

Tre hurtige måder at undgå udfordringer i julen

udfordringer i julen

For mange mennesker bliver julen desværre ikke hjerternes fest, men smerternes. En højtid fyldt med uindfriede forventninger, bristede drømme, familieskænderier, afsavn og store udfordringer. Julekonflikterne er nærmest blevet traditionsbundne og genopføres hvert (eller hvert andet) år.

Gale jul, dumme jul

Men er det så julen, den er gal med? Ikke nødvendigvis. Som psykoterapeut oplever jeg ofte, at uforløste uenigheder, gamle familiemønstre og andre uafsluttede konflikter dukker op til overfladen, når der skrues op for forventningerne og familiesamværet. Vi har oftest fine intentioner om, at i år skal det være anderledes og bedre, men vi sætter os stadig ved det samme bord, med de samme mennesker og falder ind i de samme roller, og ender med at igen at blive bekræftet i, at julen hverken er glad eller dejlig.

Så det er ikke fordi, at julen i sig selv er skyld i, at vi føler som vi gør. Julen kommer bare til at fungere som katalysator for allerede eksisterende udfordringer og konflikter i vores liv, og bliver dermed en slags symptom på, at der er noget andet i vores liv og relationer, der ikke fungerer hensigtsmæssigt.

Gamle og dybt forankrede familiekonflikter og udfordringer er ikke noget, der bliver fjernet med et snuptag, MEN der er nogle konkrete ting, som du godt kan vælge at gøre for at minimere konflikterne, og dermed give mere plads til hygge og glæde, som trods alt også gemmer sig i julen.

Tre ting du kan gøre nu for at minimere udfordringerne

Det allervigtigste du kan gøre for dig selv, din partner og din familie er at forventningsafstemme. Find ud af, hvad dine egne forventninger er, hvilke aktiviteter der skal prioriteres, og hvor mange penge julen må koste. Hvis man forventningsafstemmer på disse tre punkter, er man mere forberedt til at kunne bevare overblikket og roen, og dermed undgå en del udfordringer, så der er mere plads til alt det gode ved julen.

1. Egne forventninger

Det der nok giver flest udfordringer, men også er det allermest effektfulde, er at få afklaret dine egne forventninger til, hvad du ønsker julen skal være. Hvilke forventninger har du til dig selv og til andre? Forventer du, at andre skal sørge for at indfri dine ønsker? Eller gyder du olie på vandene og glatter ud for at bevare den gode stemning? Når du får øje på, hvordan du er i verden, så kan du taget aktivt stilling til, om det er sådan du vil være. Du kan tage styring tilbage i dit liv, og skabe sammenhæng mellem det du ønsker, og det du rent faktisk gør – og det gælder også i julen.

2. Prioritér

December måned har en tendens til at blive fyldt rigtig hurtigt op med alle mulige arrangementer. Men hvad skal din og jeres julemåned bestå af? Og er det muligt at tage en smutvej? Find ud af, hvad der vigtigst for dig og din familie. Er det okay at sige nej tak til en julehyggeinvitation, selvom man ikke har skrevet noget andet i kalenderen den dag? Og kan man tillade sig som forældre at bestemme, at der ’kun’ bliver set 2 børnejulekalendere ud af de 15 (I kid you not!), der bliver sendt i år på dansk tv? Og er det okay at tage købekager med til julefesten i stedet for hjemmebag? Udfordringer er der nok af, så vælg aktivt, hvad du vil og kan være med til.

3. … koster mange penge

En tredje udfordring er, at julen er en dyr højtid. Og for mange bliver den en alt for dyr tid, som ender med også at have en for høj pris efterfølgende. En af de største grunde til at par går fra hinanden er pga. økonomiske uenigheder. Og her kan julen hurtigt komme til at udvikle sig til en kampscene, hvis man ikke forinden får afstemt de økonomiske forventninger. Er det okay at gå ud og låne penge til at købe julegaver for? Kan man nøjes med kun at give gaver til dem, man holder jul sammen med? Kan man deles om udgifterne til julemiddagen? Find ud af, hvad der skal være den økonomiske strategi, så man ikke bare hovedløst køber ind til højre og venstre, men bevidst træffer en beslutning, og har en holdning til finanserne.

Hvis man kan have fokus på at afstemme egne forventninger, prioritere i aktiviteter, og holde styr på økonomien, så er der mulighed for, at man undgår unødige udfordringer og kan have mere overskud til alle de ting, man gerne vil lave i julen.

Der er hjælp at hente

Det kan sommetider være svært at finde hoved og hale i, hvad det egentlig er der gør, at man falder ind i gamle mønstre, eller ikke selv formår at ændre på det, der irriterer én. Derfor bruger mange også den terapeutiske samtale, som en hjælp til at opdage nye og flere perspektiver på tilværelsen, som kan omsættes til at lave de ændringer, de ønsker. Og det er noget man kan gøre hele året.

Louise Haibrock er uddannet psykoterapeut og pædagog, og har sin praksis midt i Hillerød. Man kan læse mere på psykisksundhed.nu